FOMO – fear of missing out. Kender du det, så er du ikke alene. Jeg har længe gerne villet skrive om det her emne, fordi jeg kan se at mange mennesker virkelig lider under det. Det er klart, at det er så udbredt. Vi lever i en tid, hvor vi som aldrig før kan sammenligne os med andre mennesker, og verden ligger temmelig åben for os danskere. Vi skal ikke have megen tid eller mange penge til rådighed, før end at alt muligt bliver tilgængeligt for os, og det til gengæld kræver selvdisciplin at stå fast.


Jeg kan se flere grunde til, at det er et problem, at vi har så svært ved at gå glip af… at være med, deltage i, opleve, eje, rejse til eller hvad det nu må være. Det er helt sikkert et klimaproblem, at vi ikke kan begrænse os. Der bliver udledt megen CO2 i vores jagt på at få tilfredsstillet vores materielle begær og vores behov for hele tiden at være i bevægelse. At sidde i et fly på vej hen mod.. Den personlige lidelse kan måske være mere skjult. Nogen vil måske endda hævde, at de nyder altid at være beskæftigede. Eller også kender de ikke til andet. Jeg oplever ikke desto mindre mange mennesker, der lider under alt det, de går glip af, og også alt det de når. For det er aldrig nok.


Konsekvensen ved at ville nå det hele er ikke desto mindre en følelse af uro, utilfredshed eller måske ligefrem stress. For ikke at nævne al den tid, der bliver brugt i vaklende dilemmaer. Skal jeg sige ja til det her? Kan jeg nå det? Åh, det passer dårligt, men jeg vil så gerne. Og så den vage fornemmelse af tab eller tristhed hvis bare vi mærker ind i det at gå glip af noget.


Hvad er årsagen mon til, at det er så svært at gå glip af noget? Jeg tror svaret for de fleste af os ligger i et både/og. Begæret er et menneskeligt vilkår som driver forandring. Et sundt barnligt begær vil have det hele og prøve det hele, mens vi som voksne vil være godt stillede med at lære at begære det rette, og dermed drive den rette forandring og udvikling for os selv og for samfundet.
Dernæst er vi mennesker født til kontakt med andre og med ønsket om at være en del af fællesskaber. Det vækker lykkehormoner, når vi indgår i meningsfulde, sociale samspil. Modsat tror jeg også, at en stor del af vores modstand mod at gå glip af noget ligger i de forladthedstematikker, som mange af os lider af i større eller mindre omfang. Når andre er sammen, og vi ikke er med, så vækker de gamle følelser af ensomhed og forladthed.


Så hvad kan løsningen være på den her almene menneskelige udfordring, som forværres i tusindfold af den grænseløse tid vi lever i? Jeg mener at vi i første omgang må anerkende om det er et problem for os, give os selv lov til at indse hvilke konsekvenser det har, og hvad årsagen muligvis kunne være. Løsningerne er mange, og vigtigst er bare at starte et sted, starte i de små. Og mærke hvad det er, du vælger til, når du vælger fra, så du kan skifte fokus fra tomhed til nærvær.


Som småbørnsmor er mit liv allerede helt fyldt, så jo mere jeg kan gå glip af jo bedre. Jeg oplever at informationer pibler ind ad alle sprækker (mest via mobiltelefonen) og tilbud og reklamer kalder og blafrer. Hvis jeg der ud over hver dag tilbragte tid på de sociale medier, ville jeg decideret føle mig væltet omkuld. Så jeg synes at vi skulle benytte udtrykket JOMO – joy of missing out, eller måske endda ROMO – relief of missing out meget mere. De begreber burde hyldes! Anette Prehn, der skriver om at være hjernesmart, har det her begreb, hun kalder lommelygten i hjernen: Det, vi lyser på, giver vi energi og næring til. Så ret opmærksomheden mod det, som du vil have mere af. Så er du allerede ved at skabe nye, gode hjernevaner. Ret hjernens lommelygte mod JOMO og ROMO.


Det handler også om at vi bliver bedre til at reframe en gå-glip-af-situation. For hvad er det vi har mulighed for at FÅ, når vi går glip af noget? Hvilke værdier ærer vi ved at holde os selv under radaren? Måske ro, enkelhed, langsomhed, frihed, spiritualitet, bæredygtighed, selvomsorg, sundhed, ansvarlighed.


Hvis du lige nu sidder og bliver inspireret til at gå glip af en masse, så vid at du er oppe imod store kræfter. Vi lever i en kultur af ”aldrig nok” og at stå imod kræver, at du tør stå alene. Eller i hvert fald have oplevelsen af at stå alene, for vi er mange der lever under radaren. Den amerikanske TED talker og professor i skam Brené Brown skriver: “The opposite of scarcity is not abundance. It is enough.” Det modsatte af knaphed er ikke overflod, men derimod at der er nok. Og du er nok, som du allerede er, og det du oplever, er godt nok.


Uanset hvordan du vender og drejer det, så har du kun ét liv. Du bliver ikke gladere af at prøve at leve flere liv i ét, og du kan umuligt opleve alt hvad denne planet har at byde på. Vi kommer ikke til at benytte os af alle de muligheder vi har. Og hvilket stresset liv hvis vi prøvede.


Bøger der har inspireret mig til at tænke disse tanker:
Svend Brinkmann og hans bog ”Gå glip – om begrænsningens kunst i en grænseløs tid”
Den amerikanske professor i skam Brené Brown og hendes bøger ”Braving the wilderness – The quest for true belonging and the courage to stand alone” og “Daring greatly – How the courage to be vulnerable transforms the way we live, love, parent and lead.” Bøgerne er også oversat til dansk.
Anette Prehn og hendes bog “Hjernesmarte børn – Styrk dit barns hjerne for livet (og bliv selv klogere)”

Glæden ved at gå glip af…