I et terapeutisk forløb kan du få hjælp til følgende tematikker: Lavt selvværd, manglende selvtillid, depression, stress eller angst.

Det kan være du har svært ved at overskue din hverdag og er plaget af en evig dårlig samvittighed. Måske føler du dig utilstrækkelig, samtidig med at der er en stemme indeni der siger: ”Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen”. Det kan også være at du undrer dig over, hvorfor du aldrig rigtig er glad. Eller måske spørger du sig selv: ”Bliver jeg mon nogen sinde glad igen”.

Det kan også være at du læser med her, fordi du har det svært i dine relationer. Det kan være du føler, du sidder fast i nogle af dine relationer – at du måske har svært ved at bryde ud af den rolle du har. Måske kommer du alt for ofte til at reagere på en måde, du ikke bryder dig om. Måske føler du dig lille eller måske får du sagt ting du fortryder, når du er sammen med visse mennesker.

Det kan også være din relation til dig selv, som du kæmper med. Måske har du en hård indre kritiker, eller du har svært ved at tro på dig selv, og synes at du gør det godt nok. Det kan være du tænker at andre er vigtigere end dig – at du kan nøjes med mindre end andre. Måske får du ikke taget dig godt nok af dig selv, fordi du altid lader andre komme først.

Det kan også være at du står i en akut krisesituation. Måske har du oplevet et tab. Det kan være at du har mistet én du holder af, mistet dit job eller på anden vis mistet den tryghed eller tillid du engang havde. Måske kæmper du med at finde fodfæste og retning i dit liv.

Uanset hvorfor du søger terapi, så er du velkommen, og jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe dig.

Om at gå i terapi

Der findes som regel ikke nogen hurtig løsning på de udfordringer som får mennesker til at søge terapeutisk hjælp. Vi mennesker er komplekse, og svarene på vores udfordringer er sammensatte. Desuden er det meget forskelligt hvilke ressourcer vi hver især bringer med os til at hjælpe os selv videre. At gå i terapi kan fungere som en ventil for indespærrede følelser, men det er i høj grad også en læreproces og kan sammenlignes med at lære et nyt sprog.

Rent praktisk så mødes vi typisk hver uge eller hver 14. dag i min praksis på Herredsvejen 2 i Hillerød. I begyndelsen af et forløb er det vigtigt at ses regelmæssigt uden for langt et interval imellem. Senere kan der gå længere tid imellem sessionerne uden at det påvirker terapien negativt.

 I ethvert forløb starter vi med at snakke om hvad du gerne vil opnå ved at gå i terapi. Dit mål kan være meget specifikt eller mere generelt. Uanset hvad er det godt at vide hvor vi er på vej hen sammen. Du kan sammenligne terapiforløbet med at skulle ud på en køretur sammen med mig. Hvis vi ikke har fastsat en destination inden vi sætter os ind i bilen, så ender vi med at køre en tur på må og få. Det kan også være berigende og overraskende, men i værste fald ender det med at være spild af din tid. Så det er vigtigt at vi relativt hurtigt inde i forløbet finder ud af hvad du ønsker at opnå ved at gå i terapi.

Det kan være svært at begynde i terapi. For nogle er det decideret angstfyldt. Mange af mine klienter har taget tilløb i lang tid før de kontakter mig. Jeg har stor forståelse for at det kan være svært at åbne op for det som er sårbart. Af den årsag gør jeg derfor alt hvad jeg kan for at møde dig på en varm og anerkendende måde. Al forskning viser at den vigtigste ingrediens i et vellykket terapeutisk forløb netop er relationen mellem terapeuten og klienten, og det er derfor vigtigt at du finder en terapeut som du synes godt om..

I enhver krise ligger der en mulighed for at lære mere, forstå mere og få foldet mere af dig selv ud. Det kræver både mod og vilje at lære af sine kriser. Svarene til de udfordringer du møder ligger altid i dig selv, men det kan være nødvendigt med et andet menneskes blik for at du kan få øje på dig selv.

Overordnet set er målet med al terapi at du kommer til at opleve større frihed og mere lethed og tilfredshed. Helt centralt er at du lærer at acceptere dig selv, som du er, og vælge det der er godt for dig.