Retten til at have egne behov

Dette blogindlæg handler om at miste kontakten til sine egne behov når man indgår i nære relationer.

Hvis vi er vokset op med at der var svære og utrygge elementer i vores nære relationer, så vil disse erindringer blive aktiveret, når vi igen som voksne indgår i nye, nære relationer. Når der er frygt omkring det at have en nær relation, så aktiverer det en ekstra årvågenhed og opmærksomhed på den anden. Når vi lægger vores fokus der – på at ”overvåge” den anden, så er der automatisk informationer fra vores eget indre, som vi overhører.

Måske har man ikke oplevet direkte overgreb i sin opvækst, men derimod gentagne svigt og mangel på positiv opmærksomhed. Sådan en opvækst er også en oplæring i altid at have antennerne ude, vente længselsfuldt på bedre tider, men uden egentlig at forvente noget. Med tiden resignerer man og lærer at give op på egne behov, for der er ingen tilstede der vil eller kan lytte og imødekomme. At vokse op på denne måde sætter dybe spor i ens selvforståelse. Man lærer også ikke at forvente særlig meget fra andre mennesker.

Forestil dig at du går rundt i dit eget selskab og alt er fint. Du ved alt muligt om dig selv: hvad du har af behøv, følelser, hvad du vil og ikke vil, og hvad du står for. Når du så indgår i en nær relation, så er det som om, at du træder over en dørtærskel til et andet rum. På dørtærsklen aflægger du vigtige dele af den person du er, og hvad der følger med af individuelle behov, lyster og følelser. Du træder ud og væk fra dit eget rum og din egen farve, og begynder at tage farve af den andens rum. Du tilpasser dig.

Fanget i hjælperrollen

Når det er sagt så bliver dette blogindlæg bliver ikke et langt teoretisk opslag. Derimod stræber jeg efter at give billeder på virkelighedsnære situationer, man kan spejle sig i og dermed øge sin bevidsthed.

De mennesker jeg ser i mit terapilokale, kæmper ofte med at føle sig fanget i nogle begrænsende roller. Ofte er de i en hjælperrolle, hvor de altid sætter andre før dem selv. De har svært ved at fylde og måske bag ved dette at vide hvem de selv er, og hvad de selv vil og har brug for. De påtager sig rollen som den ansvarlige, og håber på hermed at få betydning og positiv opmærksomhed. I forsøget på at være vigtige for andre, så bliver de noget selvudslettende over for dem selv. Dette er absolut ikke noget de ønsker at være, men derimod en kreativ løsning på en ubærlig situation. De ønsker dybest set at tillægge sig selv værdi, men er ofte fanget ind af ubevidste mønstre, som kommer til at handle om at gøre sig fortjent til at blive elsket og værdsat.

“Hvor er du bare egoistisk!”

Nogle klienter har nogle meget dybe og tidlige overbevisninger om, at de er til for andre. At andres lykke, glæde og behov kommer først, og at det er egoistisk at forfølge egne impulser og interesser. At blive kaldt egoistisk vil for disse mennesker udløse en akut skamfølelse, hvilket vil få dem til at rette ind med det samme. De stiller slet ikke spørgsmål til, om de nu også opfører sig egoistisk, og om det egentlig ikke vil være fuldstændig forståeligt og hensigtsmæssigt at tilgodese egne behov i en given situation.

Egoist er altså et fy-ord for disse mennesker, og nogle gange udnyttes netop dette af deres nærmeste. Det værste for de her mennesker er simpelthen at blive kaldt egoist! Når skammen først er aktiveret, så lukker hjernen ned for kritisk stillingtagen til om man egentlig selv synes det er sådan. Skæld ud-ordet ”egoist” (eller sætningen ”hvor er du bare selvoptaget”) går ind og manipulerer de her hjælpsomme mennesker, og får dem til at give op på dem selv.

Når ordet ”egoist” først er faldet, så kan det være svært at finde mod og motivation til fortsat at stå fast på egne behov. Det virker måske utrygt. Ender man så med at blive forladt? Fysisk eller psykisk? Måske falder man i kronisk unåde? Stemningen vil måske være vred og afvisende indtil man retter ind? Kan man holde til at være i det uden at blive for bange og for ked af det?

Måske føler man at man mister mere end man vinder ved at stå fast på egne behov. Jeg vil dog argumentere for at det i så fald er frygten der taler. Og at det aldrig er bæredygtigt i den lange ende. Hverken for én selv eller ens parforhold eller venskaber, hvis man udsletter sig selv i de relationer.

Kronisk skyldig

Det er let at manipulere med mennesker som føler sig kronisk skyldige. For dem er selvopofrelse ofte blevet en dyd. Tidligt i deres liv har de opnået ros og anerkendelse for at være noget for andre. Det har gjort, at de har fået en oplevelse af at have en rolle – af at kunne få lov at høre til og være vigtig.

Det gør mig ondt at høre hvordan andre mennesker til tider har udnyttet denne sårbarhed ved fx at kalde dem egoistiske. Det er i den grad manipulation, for er der noget disse menneske ikke er, så er det egoistiske. Det har aldrig fået lov at vandre en millimeter ud ad den introjektive udviklingslinje. Denne prægning bliver med tiden selvforstærkende. Man finder identitet i at være en hjælper, den omsorgsfulde, den ansvarlige andre kan regne med. Hvem er man uden denne identitet? Hvem var det lige jeg var? Hvem er jeg?

For disse mennesker kan de første skridt ud ad den introjektive udviklingslinje være forbundet med stor tomhed. Man har tabt sig selv og går nu og leder efter det, som vækker livslysten og energien.

Det selvudslettede kommer i mange former og variationer. For nogle gør det sig gældende på alle livets arenaer. For andre kun på enkelte livsområder. Det er også sådan, at selvom man bliver bevidst om, at man tilsidesætter sig selv og egentlig ikke ønsker det, så er det stadig en kamp at vige fra dette mønster. Det kan være et meget indgroet mønster. Frygten, der aktiveres ved at skulle vige fra det, kan være stærk og meget subtil. Ofte mærker man den bare som en masse gode argumenter for, hvorfor man sagtens lige kan gøre sådan og sådan for andre i denne situation. At ”der går ikke noget af mig, ved at jeg…”.

Eksempler fra hverdagen

Helt konkret så hører jeg i min praksis historier over disse temaer:

• Kvinder der tager en dyyyb indånding inden de går ind til ferie med familien. Farvel til alenetid, egne behov og hvad jeg vil i flere uger ad gangen.
• Kvinder der kommer hjem fra arbejde, træder ind over egen dørtærskel og ikke længere kan finde ud af at slappe af og lade skidtet stå. Som om det er strafbart at tilgodese sig selv i eget hjem. At slappe af kan blive kaldt ”dovenskab” både af én selv eller af de andre familiemedlemmer.
• Det med egne behov bliver særligt svært (en by i Rusland), når man bliver mor. Når man har en baby, så står man til rådighed for dens behov. Men hvad så når barnet bliver større? Hvornår skal man begynde ikke længere at være til rådighed på samme altopofrende måde, som man var det for sit spædbarn?
• Kvinder (beklager mænd, jeg har aldrig hørt dette fænomen beskrevet af en mand) som gør SÅ meget i hjemmet. De er faktisk ikke trygge ved at lade partneren gøre særlig meget. Det vil helst være foran på point, og har det enormt svært, hvis de kommer i en situation, hvor de er nødt til at tage imod. At tage imod er SÅ ubehageligt.
• Når andre er kede af det, så aktiveres en indre panik: Jeg gør alt, slår knuder på mig selv, for at andre ikke skal blive kede af det. Hvis det alligevel sker, får jeg det enormt dårligt med mig selv. Som om jeg er skyldig i noget, som jeg hverken har haft magt over eller ansvar for. Fokus på andres humør gør, at mine egne behov bliver ikke-eksisterende.
• At føle at man svigter. Både når man gør sine egne ting og når man ikke gør. Bare tanken om at prioritere sig selv, kan frembringe skyldfølelse og selvkritik.
• Andre opfattes grundlæggende som mere trængende end én selv. Man er blevet verdensmester til at behovsudskyde. Faktisk ender ens behov så langt tilbage i køen, at de aldrig bliver opfyldt. Egne længsler og behov kan nedtones og udsættes ud i det uendelige.
• Ud over ikke at tilgodese egne behov, så må man heller ikke forvente særlig meget fra andre. Man skal faktisk finde sig i ret meget, være nøjsom, taknemmelig og afventende. Det er en del af ikke at have behov.

Udvikling fra dette sted betyder at man begynder at sætte grænser, stiller krav, gør vrøvl, protesterer, er mere besværlig og mindre villig til at (over)samarbejde, forhandler, lærer at stå op for sig selv, er ærlig.

Du er modig, når du tager hensyn til dig selv

Hvis du kan genkende noget af dig selv i dette blogindlæg, så kan det være, at du har brug for at finde en ny balance. Èn hvor du opretholder dine relationer, og samtidig giver mere plads til, hvad du selv har behov for. Du er på rette vej når:

• Du har det sjovt.
• Mærker at du laver noget, som vækker din energi og livsglæde.
• Du giver dig selv lov til at overveje ”hvad er der i det for mig?”.
• Siger fra, afviser eller siger nej ind imellem fordi det er det, du har brug for.
• Er opmærksom på dig selv.
• Jævnligt husker at stille dig selv spørgsmål som ”hvad er min virkelighed?” og ”hvor meget giver jeg mig selv lov til at fylde?”.

Helt grundlæggende er det vigtigt at huske at spørge sig selv ”hvad har jeg egentlig brug for?”. Og måske også ”hvor meget har jeg brug for det?”. ”Er det til diskussion eller ej?” ”Er det nice to have eller need to have?”

Jeg siger altid til mine klienter, at de absolut ikke tjener verden ved at gøre dem selv mindre. Vi tjener alle verden og os selv ved at være dybt og autentisk os selv.
Du har ret til at have dine egne behov, som vil være forskellige fra andre mennesker og deres behov. Du har ret til at dække dine egne behov, så længe du ikke skader andre imens. Det er en modig handling at beslutte sig for at ”jeg er vigtig”, og dermed begynde at tage hensyn til sig selv.

Vi kan ikke komme uden om vores egne behov. De kan være ubelejlige for andre – ja endda for os selv. Men afviger vi fra at imødekomme vores egne behov, så kommer vi alvorligt på afveje. Vi kan ende meget langt væk fra os selv og det liv vi egentlig gerne vil have. At begynde at tage sine egne behov alvorligt, er som at ankomme til sin egen hoveddør. Det er den rigtige indgang til os selv og det liv, som er godt for os.

Litteratur:

Tor Wennerberg: “Vi er vores relationer”
Tor Wennerberg: “Selv og sammen”

Ole Stjernholm: “Borderlineforstyrrelsen og de indre mangeltilstande”
Jon Frederickson: “Co-creating safety” og “Co-creating change”

Illustrationen er lavet og venligt udlånt af psykoterapeut Jesper Glad. Se http://www.glads.dk og https://www.glads.dk/tilknytningsm%C3%B8nstre/