”The joy of a lifetime is being who you are”–  Joseph Campbell


Det her blogindlæg er langt, men jeg synes fortællingen om heltens rejse er så interessant, eftersom det her liv kræver af os, at vi udvikler og fornyer os fra tid til anden. Og hvordan gør vi så det? Det er jo sjældent uden problemer.


Fortællingen om heltens rejse er ikke noget jeg har fundet på. Og det er heller ikke noget nogen anden har fundet på. Der er mange fortællinger og myter verden over om hvordan mennesker møder modgang og overkommer krise. Den amerikanske professor i mytologi Joseph Campbell var måske den første til at indsamle og sammenligne alle disse historier og skrive om det. Campbells bog ”Helten med de tusind ansigter” er en klassiker, og efter bogens udgivelse i 1949, er fortællingens grundskabelon blevet brugt i utallige sammenhænge og manuskripter. Fra Star Wars til Hunger Games filmene til Harry Potter.


Heltens rejse er en beskrivelse af, hvordan vi oplever kriser og undergår en personlig forandring i processen med at komme igennem udfordringerne. Det er historien om at vokse og modnes og øge sin bevidsthed om sig selv og sin omverden. Den er universel – en monomyte om det fællesmenneskelige erfaringslandskab under udvikling og forandring. Og forandring er et eksistentielt grundvilkår for os alle. Alting er hele tiden i bevægelse, og vi må følge med.


Når jeg oplever at være midt i en udfordrende tid, så hjælper det mig at have teori. Et landkort over hvad jeg er i, og hvad der sandsynligvis venter mig. Og jeg føler mig forbundet med noget større, med andre mennesker, og med min egen skæbne, netop fordi jeg oplever sådan en støtte i dette menneskeskabte landkort, selvom mit eget personlige terræn ser anderledes ud end teorien på kortet.


Selvom der findes et kort, så er helterejsen ikke noget du kan tænke dig igennem. Det er noget du må opleve. Du må slide dig igennem din egen sump, falde over dine egne jordknolde og bestige dine egne bjerge. Som Jung sagde: ”Be aware of wisdom you did not earn.” Det handler om at du bliver personligt berørt af din viden.
Nuvel. Her kommer min forståelse og fortolkning af Campbells helterejsebeskrivelse:
Helterejsen er inddelt i tre forskellige faser, som man kan give overskrifterne adskillelse, indvielse og hjemkomst.


ADSKILLELSE
Kaldet om eventyr og forandring: Det begynder med at alt ånder fred og fordragelighed. Alt er velkendt. Men så indtræffer en ny begivenhed. En ny energi viser sig – ”The awakening of the Self” begynder. Måske oplever man kedsomhed, utilfredshed eller meningsløshed og mærker derfor kaldet indefra. Måske kommer kaldet fra en hændelse i det ydre liv. Måske ligger kaldet i at træde ind i en ny livsfase som fx at gå i puberteten, at opdage en graviditet eller opleve et dødsfald. Uanset hvad er man vokset ud af sin normale horisont: gamle koncepter, idéer og værdier er blevet for små, for fattige eller for flade. Der er brug for fornyelse, for bevægelse, for udvidelse.
Helten nægter at følge kaldet: Frygt og angst afholder helten fra at bevæge sig videre ud i det ukendte. Liv er bevægelse, Selvet vil forandres, men egoet kæmper imod. Men som i eventyret om Snehvide, så er det ikke alle som tøver, som er fortabte. Psyken har mange hemmeligheder i reserve.
Overnaturlig hjælp: For dem som ikke afslog kaldet første gang, er den første de møder på helterejsen ofte en beskyttende figur, en gammel mand eller dame, som har gode råd og amuletter, som vores helt kan tage med sig videre på sin færd. Oversat til vores nutidige liv, så får vi måske et godt råd, får udleveret en bog, der gør indtryk, eller vise ord dumper tilfældigt ind i vores liv og bevidsthed. Kunst eller kreativ udfoldelse kan også være den amulet eller ledetråd, der får os videre på rejsen. Som mand kan man måske se denne fase som den, hvor man skaffer sig alt sit grej til en kommende vildmarkstur. Guddommeligt, nyt grej.
Psykologisk er det, der bliver givet os i dette møde, nysgerrighed, tillid og indsigt. Vi vil videre på rejsen kunne have tillid til, at der er en mening med vores lidelser, at der er nogen eller noget der holder øje med os og hepper på os. Denne guddommelige beskyttelse kan vi få kontakt til ved at træde ind vores eget hjertes beskyttende katedral. Her, bag ved de ydre former i livet, er der er altid liv og kraft og noget, der vil os det godt. Det kræver mod at fortsætte ad heltens rejse og mærke konsekvenserne af at gå videre, men helten vil opdage at alle kræfterne i det ubevidste hjælper ham. Moder natur hjælper ham på hans færd. Hvis heltens gerning eller handling eller rejseformål falder sammen med hvad samfundet i sin helhed venter på og er klar til, så vil han måske endda opleve det som at ride på en bølge.
At krydse tærsklen: Helten møder en tærskelvogter ved indgangen til det nye land, hvor vilde kræfter hersker. Bag ved denne beskytter er der fare, ligesom der for børn er fare uden for deres forældres beskyttelse. Som voksen oplever vi det også som farefuldt, når vi vokser til at blive os selv, og derfor adskiller os fra gruppen, fordi vores vej er vores egen, og ikke kan ligne alle andres. Så går vi ud i ødemarken – de ukendtes regioner – ud i ørkenen, junglen, ud på dybt vand. Vi har i vores sprog mange udtryk for denne Selvets vildmark, og det er her sande eventyrer tager hen. Der ingen grænser for hvad vi kan forestille os at møde ude i vildmarken, når vi har passeret tærskelvogteren. Fremmede lande er frie områder for sindets projektioner, og frygt for det ukendte er fælles for os alle.
Denne passage byder os at opleve modpoler. Lys og mørke. Styrke og svaghed. Den byder os at kende hvem vi er inderst inde. Udfordringerne vil give os en ydmyghed og en ærlighed over for os selv, som vil være nødvendig videre på rejsen.
I hvalens mave: Helten erobrer ikke noget og slutter ikke fred med noget – han sluges, fortabes ind i det ukendte her. Selvudslettelsen er total. Han bliver nødt til at forsvinde for at kunne blive født igen. Intet væsen kan opnå en højere grad af væren uden at ophøre med at eksistere fra sit forrige niveau.
Der er mulighed for at samle kræfter i verdens livmoder i denne fase. Men alle der er ude af stand til se en gud, vil se en djævel i stedet, og finder derfor ikke ind i det tidløse, indre tempel. Sagt på nudansk så har de, der allerede har en grundlæggende tillid til verden med sig, en fordel her, fordi det kræver jeg-styrke at kunne slippe sit jeg. Den ro man vil mærke, er en direkte konsekvens af ens tillid og positive erfaringer og forventninger. Er ens selvfølelse svag og tilliden til verden ligeså, så vil denne selvudslettende fase være skræmmende.


INDVIELSE
Prøvelsernes vej: Forskellige prøvelser i det ukendte – helten bliver ydmyggjort og får lettere ved at skelne og sanse klart. Her er mange små sejre. Mange små glimt af det forjættede land, som er en ny måde at være i verden på. Helten vil også være på nippet til at give op ind imellem – og skal måske give sig selv lov til at give op nogle gange for at give sig selv en kort pause. Der vil være følelser af afmagt og tanker om, hvorvidt rejsen overhovedet nytter noget, er realisérbar og om der overhovedet er ”noget” at nå frem til. Det er naturligt – ingen helterejser tilbagelægges på én dag. Arya Stark var også ude på noget af en rejse, før hun besejrede the Knight King.
Mødet med gudinden: I myter repræsenterer kvinden totaliteten af hvad der kan vides – den kosmiske mor. Helten repræsenterer den som kommer til at vide.
Der er meget på spil i mødet med gudinden. En form gudinden ofte tager, er formen som Kali – vildkvinden som forbindes med død og ødelæggelse. I virkeligheden transformerer Kali alle de mørke følelser, og giver os mulighed for at blive født på ny. Men de stivnede selvbilleder, enten de selvdevaluerende eller grandiose, bliver ædt op. Tilbage er det sande selv, og en kraft til at værne om livets ukrænkelighed. Kali er tough love. Det er hun, fordi der er brug for noget kraftfuldt til at ruske op i os og ødelægge det i os, der ødelægger det for os selv. Får vi integreret Kalikraften i os, så har vi en solid støtte i os selv resten af livet: Et kraftigt ”nej” og evnen til at sætte en skarp grænse og sige, når nok er nok. Kali er frygtløs, fordi hun ikke er bange for at gå til grunde.
Det er værd at vide, at vi alle frygter at møde det værst tænkelige, når vi rammer bunden. Men et træk der går igen i myterne er, at på bunden af afgrunden lyder frelsens stemme. Det sorte øjeblik er det øjeblik, hvor forvandlingens budskab lyder. I det mørkeste øjeblik kommer lyset. Og det er essensen af mødet med gudinden – uanset om hun kommer i form at Kali eller Jomfru Maria. Vi skal internalisere den gode nok mor, som bringer os varme og barmhjertighed, selvrespekt og selvaccept så vi kan overvinde den skam, der forhindrer os i at lyse som os selv.
Kvinden som fristerinde: Helten bliver lokket af jordiske fristelser, der tager ham væk fra hans sjæls destination.
Forsoning med faderen: Når helten forsoner sig med faderen, integrerer han et positivt farbillede. Lykkes det får han et blidt skub i ryggen til at gå videre ud i verden og bruge sin skaberevne. Han vedkender sig sit ansvar som gartner og forvalter af denne verden. I denne modning ligger også det at slippe den barnlige idé om ”god” og ”ond” og kunne rumme paradokser – og at kunne rumme sin egen fejlbarlige menneskelighed. I denne fase skal helten desuden finde en balance mellem vrede og ønsket om retfærdighed, barmhjertighed og nåde.
Ophøjelse: Det her er klimaks på heltens rejse. Går det rigtig godt, så er det her at helten opnår non-dual indsigt: Gud er kærlighed, og vi er alle børn af denne kærlighed. Med den indsigt vokser vi ud af et landsby- eller nationalt bevidsthedsniveau til et stort og mere globalt eller ligefrem kosmisk bevidsthedsniveau. Er vores helterejse ikke så højtflyvende, så kan dette klimaks handle om indfrielse at nogle ønsker, en indsigt i hvem vi er, udover det vi tidligere troede om os selv, eller en tilegnelse og beherskelse af nye evner og talenter. Måske kan vi nu endelig synge på den måde og på det niveau, vi har drømt om. Vi har fået fat i mere af vores egen lyd.
Den ultimative velsignelse: Helten søger den essens som de forskellige udfordringer og guder på hans vej rummer. Den ultimative velsignelse er den livsenergi, som skal til for at hjælpe helten i hans specifikke situation. Måske får helten kontakt til sin handlekraft, til sin evne til at rumme svære tilstande eller til sin vrede. Smerten ved at bryde personlige begrænsninger er smerten ved spirituel vækst.


HJEMKOMST
Helten nægter at vende hjem: Helten har fuldført sin mission. Han eller hun har fundet fred og integreret vigtig ny indsigt og nye egenskaber. Nu er det på tide at vende tilbage med sit livsforandrende trofæ og begynde at arbejde i sin gamle verden. Helten har med sig den visdom der skal forny den verden, han kom fra. Men mange helte afslår at vende hjem. De vil hellere blive på den gyldne ø i deres nye verden. Selv Buddha skulle have tvivlet på at selvindsigt kunne kommunikeres til mennesker.
Den magiske flugt: Hvis helten vinder velsignelse af guden eller gudinden og er direkte bedt om at vende tilbage til samfundet med den magiske eliksir, der kan genopbygge samfundet, så er den sidste del af rejsen støttet af hans overnaturlige beskytter. Hvis trofæet/eliksiren på den anden side er skaffet imod den der beskyttede den, så bliver denne sidste del af rejsen en livlig endda komisk forfølgelse. Der bliver kastet forhindringer bagud for at forsinke ”the hound of heaven”.
Redning udefra: Nogle gange må verden komme og hente helten tilbage. Så længe man er i live vil livet nemlig kalde på at blive levet. Under den magiske flugt holder helten fast i sit ego, men i denne fase mister han det, men er velsignet nok til at kunne vende tilbage. Uanset om helten bliver reddet udefra, drives indefra, eller blidt hjælpes af guddommelige kræfter, skal han tilbage til verden med sin velsignelse. Han skal konfrontere samfundet med sin ego-rystende, livsforløsende eliksir og gå igennem de uundgåelige forespørgsler, modstand og gode mennesker som ikke evner og magter at forstå.
At krydse hjemkomsttærsklen: Den sidste krise. Hele den mirakuløse vandring ud i det ukendte har ledt til denne tærskel, hvor alt står og falder. Det er et sted fuld af paradokser og et ekstremt svært skel at komme igennem. Når vi fx er tilbage i velkendte relationer, er det let at gå ind i gamle roller. Det svære er både at være jordbunden nok til at være den, vi altid var, og samtidig få givet plads den vi er blevet til under vores rejse.
Heltens rejse kan opleves som at være på en retræte fra det almindelige, jordiske liv. Nu skal helten lære at acceptere det almindelige livs glæder og sorger, banaliteter og larmende obskøniteter. Den vundne kraft kan hurtigt forsvinde fra helten. Han skal passe på sig selv – være et godt isoleret system, så energien ikke fosser ud af ham. Det er godt med påmindelser om visdommen fra det ukendte: Talismaner, ritualer, praksisser, at finde ligesindede. Som trolde der bliver til sten ved det mindste strejf af sollys, ligesådan kan den magiske, selvfornyende eliksir fordampe. Helten skal sy sine to verdener sammen.
At mestre de to verdener: Hvis helten lykkes med at sy sine to verdener sammen, så vil han have frihed til at passere frem og tilbage mellem de to. En sand mester evner at være i den ene verden med den anden verden stadig levende i sig. Den kosmiske danser hviler ikke for længe i en af verdenerne, men bevæger sig let og elegant mellem de to. Kenderen af det uforgængelige lever altid et forgængeligt liv. Ligesom skuespilleren der altid er et menneske bag sin rolle, ligeså er den der kender til det evige liv, altid levende i sit betingede liv.
Frihed til at leve: Jeg elsker de her ord og det her sted på rejsen. Det er ankomsten til Santiago de Compostela! For hvad er resultatet af heltefærden? Det er at finde glæden og friheden til at være sig selv og en tilgivende tilladelse til at man selv og andre mennesker kan være sig selv – være uperfekte og stadig udfolde sig selv. Det er som at have boet på et lille kollegieværelse, og efter at have været på sin helterejse opdager man, at man i virkelighed har mulighed for at bo i et hus med mange flere rum – måske uendelig mange rum. Måske er ens nye hjem et chateau fyldt med sjæl og kringelkroge og patina – den smukke aldring. Helten er vendt hjem igen, men det gamle hjem er nu blot en del af det nye, store hjem. Det er som i musik, hvor man er gået en oktav op, men har samme grundtone. Som en spiral, hvor man kommer til det samme sted, blot forskudt i højden.
Sejrens sødme er en velfortjent pause med fred og ro til at nyde livet i fuld accept og værdsættelse. Og sejren bringer livsmod. Helten er vinder af altings foranderlighed – han har fået god erfaring med forandring, og dermed også mod på mere. Helten har fået lettere ved at overgive sig til livet og den plads han har i det store spil. At være en dråbe i havet, og kende havet via den dråbe han er.


Campbell er citeret for at sige: ”The only way out is through.” Den eneste vej ud er igennem. Jeg oplever nogle gange dette krav om udvikling som at blive presset ned i en kødhakker. Jeg skal igennem, selvom jeg ikke aner, hvordan jeg skal klare det – overlever jeg? Jeg ved blot, at jeg vil blive mast og kvast og splittet ad. Det som jeg efterhånden har fået med mig ved at gå igennem flere helterejser, er en tillid til, at jeg bliver til en ny og bedre helhed, når jeg har været igennem kødhakkeren. Og det er mit ansvar, og ingen kan gøre det for mig. Og hvis jeg ikke tager ansvaret på mig nu, så indhenter det mig senere. Måske i en sværere udfordring og med større utilfredshed med mit liv i den tid jeg har levet op til. For der er noget i os alle, som længes efter vi bliver til den helt, som vi altid allerede er. Det er livet, som ikke vil slippe os. Livet er stærkt, og du kan ikke undgå det. Så du må ud på din helterejse. Der vil være mange af dem, og altid mere, der vil blive afsløret. Der er altid mere at lære, og du vil undergå den transformation, som du er klar til.


Kilder og inspiration:
Joseph Campbell: The hero with a thousand faces
Joseph Campbell: Mytens magt – Hvad myterne siger om vores liv
Brené Brown: Daring greatly
Brené Brown: Braving the wilderness
Brené Brown: Rising strong. I Risisng Strong kalder Brené Brown det tre faser, adskillelse, indvielse og hjemkomst for the reckoning, the rumble and the revolution. Dvs. først bliver man opmærksom på opgaven, derefter slås man med den. Til sidst kommer revolutionen. Bogen er også inspireret af Campbell og baseret på megen forskning i menneskers levede liv samt relevante og sjove erfaringer fra Brenés eget liv. En fantastisk bog! Alle Brenés bøger er oversat til dansk.

Har du brug for hjælp til at komme igennem kriser, så kontakt mig her.

Heltens rejse