Monsterets rejse handler lige så vel som heltens rejse om udvikling. Om at finde vejen hjem. Om det paradoksale i at blive den man allerede er.
Og det er selvfølgelig ikke monstre, men mennesker der er tale om. Men mennesker som ofte har en følelse af fx at være anderledes, forkerte, mindreværdige, uduelige, mislykket eller uden for. Monsterets rejse kan bruges som et billede på hvordan vejen til et lettere, gladere og friere liv ser ud, hvis man har fået skadet sit selvværd under sin opvækst. Eller sagt med andre ord – hvis skam fylder meget i ens liv.


Egentlig er vi alle sammen helte. Ingen af os er monstre. Vi er alle født med en grundlæggende godhed i os og lavet af det samme bevidsthedsstof. Derfor kan det virke forkert at tale om monsterets rejse. Som om der findes monstre som er noget andet og adskilt fra heltene. Når det alligevel giver mening at skrive om monsterets rejse, så er det af empatiske hensyn. Nogle af os oplever nemlig at vores helterejser mislykkes. Gang på gang. Den kendsgerning at vi skal tilpasse os forskellige faser i livet, og at livet altid er i bevægelse og gerne vil forandre os, kan nærmest virke som en forbandelse. Vi lykkes ikke – vi sammenligner os med mennesker omkring os og føler os mislykkede. Hvad der er meget vigtigt altid at have i baghovedet er, at vi har helt forskellige udgangspunkter for at lykkes med de ting, vi gerne vil. Hvis vi kender til fortællingen om monsterets rejse, kan det være lettere at se på os selv og vores bestræbelser med milde øjne.

Hvordan adskiller monsterets rejse sig fra heltens rejse?
Toksisk skam er den adskillende faktor mellem helte og monstre. Skam fører til følelsen af at være forkert og angst for forladthed og eksklusion.
Er man et monster, dvs. en kommende helt med fejlslagne helterejser bag sig, så har man i sin barndom fået internaliseret en følelse af fx at være anderledes, uduelig, mislykket, kronisk uegnet og uden for. Kærlighed har føltes som noget, man skulle gøre sig fortjent til. Man har i mødet med mennesker, man var afhængig af, følt sig forkert. Man har pådraget sig de uelskedes sår. Det er ikke sikkert at det i virkeligheden forholdt sig sådan at man var uelsket, men det er ikke desto mindre den følelse og den indre sandhed, som monsteret sidder tilbage med.


Monsterets rejse kan ses som en anden version af eller tilføjelse til heltens rejse. Jeg er stødt på den hos den amerikanske, integrale psykolog og psykoterapeut Mark D. Forman. Han forklarer hvordan heltens rejse kompliceres, hvis man har oplevet traumer i sin opvækst. Forman henviser til forskning, der peger på at op mod 60 procent af den amerikanske befolkning, har traumer med fra den tidlige opvækst. Traumer fletter sig ind i vores subjektivitet og dukker op på senere udviklingstrin, hvor der er ekstra arbejde.
Men der er også særlige gaver, unikke personlige egenskaber, der udvikles under en problematisk opvækst. De har mulighed for at komme frem i lyset, hvis man er på monsterets rejse.


Monsterets rejse begynder
Hvor helten begynder sin rejse i den normale verden, så starter monteret sin rejse i en sfære af unormalitet. Med en følelse af at stå uden for samfundet og fællesskabet. Monsterets grundfølelse, dets hjem, er svære værenstilstande så som adskilthed og anderledeshed.


Der hvor monsteret presses hen, når han passerer point of no return, er ind i de ”normales” verden. I virkeligheden kan det fx ske, hvis man bliver forælder, og nu skal fungere i samfundets rammer med pasningsinstitutioner, fritidsaktiviteter og forældremøder. Så hvor helten besøger den magiske verden, besøger monsteret den ”normale”.
Og det er her forvandlingen kan ske for monsteret. Her hvor der er mulighed for at gå fra utryg til tryg tilknytning. Men for at det kan ske, må monsteret opleve god og nærende kontakt med et eller allerbedst flere mennesker fra de normales verden. Mennesker som evner at se den smerte, som monsteret kommer med, men som også ser mennesket bag. Det kan lyde let, men der er mange faldgruber i form af uhensigtsmæssige adfærdsmønstre og indre dæmoner. Udmattelsen kan være stor – måske må monsteret opgive flere gange for derefter at starte forfra. Der kan være brug for megen hjælp udefra, som monsteret kan have svært ved at tage imod. Måske skal monsteret selv lære at række ud, selvom han føler, at der burde blive rakt ud til ham. Måske er monsteret netop skamfuld over sine behov for følelsesmæssig kontakt.

Det er en rejse med stor følelsesmæssig ladning, men samtidig en kognitiv rejse, hvor monsteret lærer at han ikke er sine følelser. De er blot vejvisere. Mosteret kan fx føle sig forkert, men skal lære at hun dermed ikke er forkert.


Det er gennem mødet med den empatiske anden at monsteret begynder at mærke sin sande natur og se sig selv i et positivt lys. Det er også her at monsteret begynder at se de særlige egenskaber og unikke talenter, som er blevet skabt under de svære opvækstvilkår. Smerten bringer en gave – en særlig evne. Et talent i særlig stort format. Det kan fx være inden for healing, opmærksomhed, beslutsomhed, indsigt, viljeskraft eller en kreativ hjerne i bredeste betydning.
Disse talenter er dog ikke til stor nytte, før monsteret bliver i stand til at stå ved dem og bruge dem til gavn for sig selv og andre mennesker. Og dette er sidste fase på monsteret rejse – mestringen af sine livsvilkår og anvendelsen af de unikke talenter. Det hjem som monsteret vender tilbage til efter sin rejse, er også en ny værenstilstand, som er præget af accept.


Skønheden og udyret
Den monsterfortælling som jeg først kommer i tanke om, når jeg prøver at få teorien til at spejle sig i en historie fra vores fælles bibliotek, er eventyret om skønheden og udyret. Da vi første gang møder udyret, er han udvendigt set et menneske – endda en prins, men indvendig lidt af et udyr. Han er arrogant og uempatisk. Han afviser og håner en gammel kone som opsøger hans hof og beder om husly i bytte for en rose. Prinsens afvisning af den gamle kone bliver hans point of no return. Den gamle kone er i virkeligheden en fe/heks/guddommelig indblanding, som giver udyret en mulighed for at ændre sig og få et bedre liv.


Herefter lever udyret i lang tid gemt på sit slot. Han skammer sig og magtesløsheden skummer over i vrede. Da Bell, hende der er skøn både indeni og udenpå, en dag ender med at skulle bo på slottet sammen med udyret, begynder udyrets arbejde med at genetablere tilliden til, at han kan blive elsket som han er. Elsket for sit unikke indre – ikke for sit grimme ydre. Han har megen modstand mod at bløde op. Det letteste for ham er at blive ved med at skubbe Bell væk, men fordi tiden er ved at løbe ud for ham, må han gå ind i smerten. Der møder han sit indre sårede barn. Barnet som mistede sin mor og blev tvunget til at vokse op i sin fars billede. En far der desværre ikke var hverken varm eller venlig. Derfor lukkede barnet af til sit fine, spirende selv, og trak en udyrskappe over sig i en tidlig alder.


Efter udyret bliver bevidst om dette sårede barn i sit indre, går det lidt nemmere med at turde nærme sig Bell. Hvor hun før var fange på slottet, så giver han hende nu lov til at tage hjem til sin syge far uden at vide om hun vil vende tilbage og bryde forbandelsen, der hviler over ham og slottet. Han er nødt til at sætte kærligheden fri for at kunne sætte sig selv fri og dermed bryde den indre forbandelse. Det er den ultimative tillidserklæring. Ikke så meget til Bell men i højere grad til sin egen elskelighed og spirituelle forbundethed.


Efter er masse drama til sidst, hvor det hele er ved at blive tabt på gulvet, så formår udyret at bryde forbandelsen og blive sig selv igen: Den han var engang, før han som barn mistede sig selv. Nu har han vundet sig selv igen, og med sig har han en gave i form at øget empati med sig selv og alle andre, der måtte føle sig som monstre. Han vil uden tvivl bruge denne gave til at blive en god konge, som vil lede sit land med respekt og i samhørighed med sit folk. Han vil skabe trivsel omkring sig, ligesom han har skabt trivsel for sig selv.


Er vores fælles historier monstervenlige?
Når jeg ser film med mine børn, så er der faktisk tit elementer med fra monsterets følelsesliv. Der er fx Elsa fra Frost, som er født med særlige evner, som hun skammer sig over, indtil hun lærer at kontrollere dem og acceptere sin anderledeshed. Der er historien om Hercules, som ikke føler han hører til blandt menneskene, som han vokser op sammen med. Mine børn sluger disse historier råt. De fornemmer den uværdighed, som rammer hovedpersonerne, og de identificerer sig med den. Deres store indlevelsesevne vidner om deres følsomhed. Den følsomhed er den positive side af den medfødte evne til at skamme sig: Den er vores indre censor for, hvornår noget bliver uværdigt.


Jeg glæder mig over at vi har så mange fælles historier, som taler mod den uvidenhed, uretfærdighed og ufølsomhed som er i verden. For vejen ud og videre er netop ved at gøre opmærksom på det, som er uværdigt. Og det er godt at være bevidst om, at der i vores samfund både findes triumferende helte, men også masser af fejlslagne forsøg på at ændre sine vilkår. Og det er når vi kæmper og fejler, at vi har allermest brug for hinandens varme blikke at lune os ved. Det er der vi skal smide monsterets kappe og tillade os selv at blive set.


Den eneste måde at blive sig selv på er ved at forandre sig. Floden forbliver kun en flod i kraft af dens konstante bevægelse. Det er et paradoks, men sådan bliver de fleste og dybeste sandheder serveret for os. Monsterets rejse er historien om at komme fra adskilthed til kontakt og samhørighed. Og hvis vi ikke er på monsterets rejse, dvs. i gang med at helbrede os selv, så leder vi efter nogen som vil og kan redde os. Det er vigtigt at være bevist om, at der er forskel mellem hjælp og frelse. En længsel efter at møde den endelige frelser i et andet menneske vil ultimativt dræne vores energi. Det er mere bæredygtigt at se sine dæmoner i øjnene og arbejde på at finde accept af sig selv – med hjælp fra alle de gode mennesker, som står klar til at støtte os på vores rejse.


Inspiration:
Filmen Skønheden og udyret: Den nye version med Emma Watson er god!
Mark D. Forman: En guide til integral psykoterapi
Ligeledes en youtube video hvor han taler om The Monster’s Journey – From trauma to connection: http://youtu.be/VCUfFUK4dhM
Brené Brown: Rising strong. Er også oversat til dansk.
I det hele taget er monsterets rejse en fortælling om hvad skam gør ved os, så al litteratur om skam er brugbart, hvis man vil vide mere.

Monsterets rejse