“Ensomheden følger altid med os som et eksistentielt grundvilkår. Det, der slår bro over vores fundamentale ensomhed, er kærligheden, evnen til at dele vores inderste virkelighed med en anden. Men betingelsen for kærlighed, for ægte intimitet, er, at vi skiller os ud fra hinanden, som separate selv, bevidste om vores adskilthed. Da opstår det paradoksale. At jo mere vi kan være alene, jo mere kan vi komme hinanden nær.”
Fra bogen “SElv og sammen” af tor wennerberg

Udtryk hvad du vil, og hvad du ikke vil

Hvordan lærer jeg at sætte grænser? Det er så vigtigt at kunne. Det får vi at vide alle steder. Det kan hurtigt blive noget vi bebrejder os selv, at vi ikke er gode til. Og hvad vil det egentlig sige? Hvad siger man helt konkret? Hvordan sætter jeg grænser med respekt for både mig selv og den anden? Det er, hvad dette lille blogindlæg har som ærinde.

Et sprog for dit nej

Noget vi ofte bøvler med, det er at sige fra. Måske siger vi ja, når vi i virkeligheden mener nej. Herved undgår vi måske at såre den anden, men i stedet får vi såret os selv. Vi tænker måske at vi sparer os selv for en masse ballade, når vi bare samtykker, men inden i os selv foregår der et usynligt drama, fordi vi har fået forladt os selv.

Mange af mine klienter siger til mig at ”jeg er jo sådan en pleaser”. Pleasende mennesker besidder ofte en stor social begavelse, men indsigten i, hvad tilpasningen koster på indersiden og i manglende autentisk forbindelse, er ofte begrænset. Hvis vi ikke udtrykker hvor vi selv står, og hvad vi foretrækker og kan være med til, så får vi ikke gjort os selv vigtige og virkelige. Desuden er det ikke en særlig tryg position at føle, at man skal tilpasse sig eller blive ens med dem man er omkring. Mangel på at kunne sætte grænser øger uroen i kroppen.

Derfor følger der her nogle eksempler på, hvordan du kan sætte grænser med afsæt i dine ønsker og behov – uden at kritisere den du siger fra over for. Dvs. at du forhåbentlig udramatisk kan få udtrykt hvad du vil, og hvad du ikke vil.

Grænsesættende sætninger

Eksempler på grænsesættende sætninger der er gode at bruge eller kan inspirere, hvis man er i relationer, hvor det er nødvendigt, men svært at sætte solide grænser:

Jeg er ikke længere villig til at…
Jeg er villig til at…
Det er ikke længere acceptabelt for mig at…
Det er ikke okay for mig at du…
Jeg har brug for…
Det er ikke i orden at…
Jeg er ikke interesseret i at have den her samtale/diskussion.
Jeg vil ikke deltage i den her samtale.
Mit svar er nej, og jeg har ikke mere at sige.
Mine behov er ikke til diskussion.
Emnet er ikke til diskussion.

Ikke-forsvarende sætninger

Hvis ens partner/en anden relation udtrykker meninger eller kritik og prøver at fiske én ind i en diskussion kan ikke-forsvarende sætninger som disse fx bruges:

Virkelig?
Det forstår jeg.
Det kan jeg se/høre.
Det er interessant.
Ser du det sådan. (Jeg ser det anderledes.)
Du har ret til at have din mening, ligesom jeg har ret til at have min.
Vi opfatter tingene forskelligt.
Jeg kan se at du er oprevet.
Lad os snakke om det, når du er roligere.

Det kan være svært at huske alle eksemplerne, og det er heller ikke nødvendigt. Se om der er en eller to svarmuligheder, som du synes passer godt til dig. Gem dem på dit mentale lager, så du ved at du til enhver tid kan forsvare dig mod kritik. Ordene er en firewall mellem dig og den angribende anden. Målet er at give dig beskyttelse mod kritik, så din kerne, din god-nok-hed, kan føle sig mere tryg.

Forsvar >< angreb

Eksemplerne overfor står i kontrast til et forsvarende sprog, som de fleste af os kender rigtig godt. Et forsvarende sprog kan fx lyde sådan her:

Nej, jeg er ikke.
Nej, jeg gjorde ej.
Hvordan kan du sige/tro det om mig?
Hvorfor gør/siger du altid…?
Hvorfor kan du ikke lytte til mig for en gangs skyld?
Hvorfor kan du aldrig se det fra mit perspektiv?
Det er skørt.
Det har jeg aldrig sagt/gjort.
Jeg gjorde/sagde det kun fordi…
Det var ikke min mening at…
Jeg prøvede kun på at…
Men du lovede at…

Problemet med et forsvarende sprog er, at det indirekte anerkender angrebet. Eller det anerkender at have en samtale på præmissen: angreb mod forsvar. Det er aldrig frugtbart at have en samtale på dette niveau, fordi begge parter kæmper for eksistensberettigelse og dermed er i følelsernes vold. Hvis du kan lykkes med sprogligt at sætte en grænse, så bliver der bedre mulighed for begge parter til at stoppe op, måske køle ned følelsesmæssigt og reflektere over hvad der er vigtigt fra begges perspektiver.

Desuden er det langt nemmere at lytte til én man er uenig med, hvis man ved at man er et separat selv med retten til og mulighed for at sige fra, uanset hvad den anden siger, og hvordan den anden formulerer sig. Ofte ender man der, hvor man må nøjes med at være enige om at være uenige, men det kan være en vigtig erfaring at have, at en relation ikke nødvendighed er truet på grund af uenighed.

Sammen, men hver for sig

Tilknytningsteorien hævder at mennesker afgrænser sig selv sammen med andre, ikke fra andre. Det vil sige at når relationer fungerer godt, så er det fordi at distance og autonomi er fuldstændig kompatibelt med nærhed og tillid. Trygge forbindelser med andre giver os mulighed for at udvikle en effektiv, konstruktiv afhængighed. Så vi styrker ikke bare os selv men også vores relationer, hvis vi er bevidste om hvor jeg slutter og du begynder, og tilmed har et sprog for dette dig og mig – sammen, men hver for sig.

Som det indledende citat af Tor Wennerberg så smukt udtrykker, så er det et af livets paradokser at vi som voksne skal være adskilt fra hinanden for at kunne være ægte forbundet.

Hvis du ønsker hjælp til at arbejde med at mærke og udtrykke dine grænser, så kan du kontakte mig her.

Litteratur:

Blogindlægget her er primært udarbejdet på baggrund af erfaringer fra min egen praksis, hvor mine klienter hver dag lærer mig noget nyt. Teksten er også udarbejdet på baggrund af bogen ”Mothers who can’t love” af Susan Forward. En bog jeg virkelig kan anbefale. Bøgerne ”Tilknytningsteorien i aktion” af Susan M. Johnson og ”Selv og sammen” af Tor Wennerberg har også bidraget til inspiration.

Grænser har et sprog