Om at lære at føle sine følelser og tillade det levende liv

AMBIVALENS

Ambivalens opstår når et menneske oplever modsatrettede følelser på samme tid. Af alle komplekse følelsesmæssige tilstande, så er ambivalens nok den mest misforståede og udskældte.

Mange mennesker kender nok til disse ambivalente tilstande: ”Jeg hader dig – og jeg elsker dig.” ”Jeg længes efter at være sårbar og hengiven over for dig – og jeg frygter netop det samme og har svært ved at vise tillid.” ”Jeg vil godt have at du går – jeg vil godt have at du bliver.”

Alle oplever ambivalens i deres liv. Oftest forekommer de mest krævende ambivalente tilstande i kærlighedslivet eller på jobfronten. Vi ser fx visse fordele i vores job – samtidig lader det os utilfredsstillede på andre punkter. Og præcis det samme gør sig gældende med vores partner! Hvem har ikke som teenager lavet en plus/minus liste over en potentiel kæreste eller et potentielt break up.

Det er sådan menneskelivet er. På et eksistentielt plan hvem kender så ikke til i løbet af et langt liv både at opleve livet som en gave – og somme tider også føle stor fortvivlelse og meningsløshed. Nogle perioder ønsker vi at livet ville vare evigt – andre gange at det var ovre.

Megen sjælefred kan opnås ved blot at blive bevidst om at ambivalens er en naturlig del af alle menneskers liv. Vi behøver ikke at vælge side og retfærdiggøre den ene følelse og tromle den anden.

Fra enten/eller til både/og

Det kan være en kæmpe befrielse at blive bevidst om, at det ikke behøver at være enten/eller, men faktisk kan være både/og. En mulighed som mange slet ikke har overvejet eller vidst fandtes. Bevares, nogle gange kræver livet at vi træffer et valg, som bliver nødt til at være det ene og ikke det andet. Men prøv at overvej, om situationen er sådan at du kan tillade ambivalens og dermed uvisheden i nogen tid. Jeg oplever at hvis man tager sig tiden til at dykke ned i følelserne i de to poler, så kommer klarheden på et tidspunkt. Man vil hermed kunne træffe et valg, som er bedre for én, end hvis man følte sig presset til at vælge for dermed hurtigt at få lukket ned for ambivalens og uvished.

Ambivalens i opvæksten

Hvis du har svært ved at tillade ambivalens, så hænger det sandsynligvis sammen med, at ambivalens ikke er blevet tolereret i din opvækst. Mange er vokset op med at blive afkrævet tydelige svar; ja eller nej, er det sådan eller sådan. ”Nu må du bestemme dig.”

At være ambivalent er blevet sat lig at være upålidelig, ubegavet og utilregnelig. Hvis man har været ambivalent, så har man måske følt at man skulle forsvare sig. En tilstand der egentlig har handlet om følelser og søgen efter klarhed, er blevet fornægtet og kommet til at handle om fornuft og valg. Som voksne kan det så ske, at vi undskylder os selv for ikke at udtrykke os klart. Fx hvis vi griner og græder på samme tid. Vi har været vant til at blive afkrævet præcise svar og at alt skal give mening set med et strengt rationelt blik.

Nogle børn udskammes endda for at udtrykke sund ambivalens. Et eksempel kan være: En dreng er blevet sur på en god ven. Han mener at vennen har gjort ham fortræd. Nu ønsker han at undgå vennen. Forælderen bakker op og siger ”ja lad være med at leg med det barn, når det opfører sig sådan.” Når drengen så tør op og igen begynder at lege med vennen, så kan forælderen finde på at straffe denne sunde ambivalente oplevelse. Forælderen siger måske: ”Din lille løgner, du sagde at du ikke ville lege med den dreng. Næste gang han sårer dig, så får du som fortjent.”

I ekstreme tilfælde er følelsesmæssige ambivalens blevet anset som et tegn på mental sygdom eller ustabilitet. Her er det værd at nævne, at Jung sagde det stik modsatte: at evnen til at tolerere ambivalens er en avanceret følelsesmæssig evne og en indikator for et godt mentalt helbred.

Et eksempel fra min praksis:

Hvis vi ikke kan tillade ambivalens så kan vi ende med at sabotere vores eget liv. Og vi kan komme til at sabotere andres. Et camoufleret eksempel fra min praksis er:

Et ungt menneske, som opsøger mig fordi vedkommende har oplevet noget voldsomt og traumatisk i nattelivet. Denne oplevelse har nu plaget det unge menneske i lang tid, og det begynder at påvirke andre områder af hans liv i alvorlig grad. At fortælle om det der er hændt og få taget skammen og skylden ud af oplevelsen, har en radikal positiv effekt på hans velbefindende. Meget hurtigt får han det bedre. Megen lidelse og uhensigtsmæssige beslutninger kunne være undgået, hvis han havde turdet åbne op noget før.

Vil dette unge menneske dele sin oplevelse med sine forældre, som han stadig bor hjemme hos? Absolut ikke. Hvorfor? Fordi han ved at hans mor vil miste sin tro på at min unge klient kan passe på sig selv fremover. ”Jeg ved bare, at jeg så altid vil blive set på som én, der ikke kan passe på sig selv”, siger min klient, sukker og fortsætter: ”Jeg vil ikke miste min selvstændighed”.

Den unge mands oplevelse i nattelivet var meget skræmmende og alvorlig. Jeg forestiller mig at denne mor ville blive trist hvis hun vidste, både at hendes søn har oplevet det han har, har gået med det alene i lang tid, og at tilliden til at dele det med hende er så lille. Tilliden mangler netop fordi hun ikke kan tåle ambivalens men henfalder til sort/hvide betragtninger. I virkeligheden er hendes søn både sårbar (som jo er en del af at være ung og dermed uden så mange erfaringer), og har brug for at prøve kræfter med livet. Han er både selvstændig, og har brug for hjælp ind imellem.

Fordele ved at kunne tillade ambivalente tilstande

Det er så utrygt hvis vi ikke kan dele vores inderside med dem vi elsker uden at blive sat i bås som enten det ene eller det andet. Og det er nedbrydende ikke at blive set som dem vi er og selv føler os som.

Så selvom ambivalens er en krævende og ofte opslidende tilstand at være i, så er der mange fordele ved at kunne rumme den:

• vi kan træffe bedre beslutninger i komplekse livssituationer
• vi kan se livet i flere nuancer
• vi kan give os selv og andre mere plads at udfolde sig på. Dermed bliver vi mere tillidsværdige for vores nærmeste

Ambivalens og splitting

Hvis sund ambivalens (evnen til at føle og udholde to modsatrettede følelser samtidig) er i den ene ende af et spektrum, så er splitting i den modsatte ende. Splitting vil sige at vi sværger til én del af virkeligheden og totalt frasiger os den modsatrettede del.

Vi kan frasige os forskellige dele: bevidstheden om et aspekt af virkeligheden, vi kan frasige os at have blandede følelser udløst af virkeligheden, eller vi kan adskille os fra forskellige sider af os selv. Resultatet bliver altid et enten-eller perspektiv. Hvor alvorligt, dybt og vedvarende splittet er, afhænger af hvilke traumer et menneske har lidt, hvor gammel vedkommende var da han/hun erfarede disse traumer, og hvor mange år traumerne gentog sig.

Hvis ens virkelighedsopfattelse lider under splitting, så kan man opleve verden på følgende måde:

En splittet opfattelse af verden > < en fleksibel og moden opfattelse:

Andre er enten gode eller onde > < andre indeholder forskellige kvaliteter

Det er nu eller aldrig > < evnen til at rumme forsinkelse

Morderisk vrede eller ingen vrede overhovedet > < evnen til at udtrykke vrede delvist, situation for situation

Min måde eller din måde > < fælles ansvar og samarbejde

På denne måde eller slet ikke > < evnen til at overveje forskellige alternativer og muligheder

Irrationel optimisme eller irrationel fortvivlelse > < en realistisk vurdering af hvad der er muligt

Stræben efter idealer eller fortvivlelse > < stabile realistiske mål

Øjeblikkelig helbredelse eller ingen tro på bedring overhovedet > < tro på gradvise forbedringer over tid

Enten er jeg noget helt specielt eller også er jeg ingenting > < jeg er både unik og speciel og samtidig et almindeligt menneske

Angrib et helt problem eller undgå det > < at angribe problemet del for del

Problemer med splitting vil altid have katastrofale konsekvenser i et parforhold. Hvis vi ikke kan rumme at have svære følelser rettet mod vores partner, så kan vi hurtigt og nærmest ufrivilligt komme til at forlade vores partner frem for at afvente følelsesmæssig afklaring. Vi benægter fx at vi har ømme og kærlige følelser, hvis vi er sårede og vrede.

Det er utrygt og nogle gange farligt når nære relationer eksisterer på enten-eller betingelser. Og følelser der er splittet væk forløses ikke. Fx kan man blive ved med at hade sin tidligere partner, hvis man ikke forholder sig til virkeligheden, som altid er kompleks. At sørge kan ophæve splittet så vi igen forbinder os med den del vi havde frasagt os.

Ambivalens og spiritualitet

Det kræver en vis modenhed at kunne rumme paradokser og værdsætte livets tvetydigheder – bevare sindsligevægt på trods at ambivalens. Det kræver øvelse at kunne sige til sig selv ”lad være med at gå i panik, det er ”bare” energi der går igennem din krop” og minde sig selv om, at lige nu handler det om at strække elastikken – ikke om at vælge side. Vi kan øve os i ikke at gøre stærke ambivalente tilstande til stopklodser.

Det kræver øvelse og modenhed at have overskud til at minde sig selv om, at når følelser rejser sig og vi ubevidst spænder op, så skal vi være bevidste om at spænde af i musklerne. Huske på at der bag ved modsatrettede poler er enhed. Et billede på dette er tao-symbolet. Det illustrerer at hver ting i sig indeholder frøet til det modsatte. Tag fx ensomhed – nogle gange er der behov for at vi trækker os væk fra andre for paradoksalt nok at kunne blive fundet og igen opleve forbundenhed.

En metode til at få øje på ambivalente følelser

Mens jeg skriver dette kommer jeg til at tænke på en metode, som jeg nogle gange finder nyttig i terapisessioner. Kort fortalt handler det om at få øje på ambivalente følelser, som klienten har svært ved at rumme, og ofte ikke aner hvad hun skal stille op med. Nogle gange tydeliggør vi de ambivalente følelser ved at tegne hvordan de sanses i kroppen. Herefter kan vi udforske fænomenet yderligere ved at lægge tegningerne ud på gulvet og kigge på dem udefra – ligesom vi kan gå ind og ”besøge” dem igen. Forhåbentlig bliver det til en samlet oplevelse af at kunne træde et skridt tilbage og indtage en vidneposition i forhold til sine følelser. En oplevelse af at vi kan vokse til at ”være større” en vores følelser, så vi erfarer at vi har og rummer følelser, frem for at de har os, og vi er taget af dem.

FLOW

Selvom vi anerkender at vi kan være følelsesmæssigt ambivalente, så betyder det ikke at vi er det hele tiden. Som tidligere nævnt så er der mange tidspunkter hvor vi ikke føler noget specielt, ligesom der er tidspunkter hvor vi føler én følelse entydigt. At rumme ambivalens er blot én måde hvorpå vi bliver følelsesmæssigt fleksible.

Fleksibilitet og flow er følelsers natur. Uheldigvis er vi dog mange som kun kan lide at ”go with the flow” når vi er i kontakt med ønskede og behagelige følelser. Når det kommer til de mere ubehagelige følelser, så har vi en tendens til at omgå og undgå dem på mange forskellige måder. Desværre efterlader undertrykte følelser os med en snert af det, vi ikke vil lade komme op til overfladen af vores opmærksomhedsfelt. Fx kan melankoli være sorg, som udløses i sneglefart, og kronisk irritabilitet kan være vrede som hele tiden bliver forsøgt holdt nede.

Humørsyge, eller moodiness som de mere rammende siger på engelsk, er en langsom og ineffektiv måde at processere følelser på. Den bedste måde at komme igennem følelser på er ved at føle dem til fulde, lytte til de behov der rejser sig, og herefter søge at få dækket de behov så godt som muligt.

Sol og skygge afløser hinanden

Lige sådan som man ikke bør undertrykke de ubehagelige følelser, så bør man heller ikke prøve at holde fast på de behagelige følelser og kun leve livet i solsiden. Hvis vi gør det, så ender vi med at være ude af trit med virkeligheden og måske er vi ikke ærlige over for os selv. Det bedste vi kan gøre med de behagelige følelser, er at nyde dem så længe som vi har dem.

Helt grundlæggende så bør vi forpligte os på at kunne lide og acceptere os selv uanset hvilke følelser vi er i kontakt med – behageligt eller ubehageligt. Vores egen god-nok-hed har vi ret til selv at definere uafhængigt at vores følelsesmæssige tilstand. Kort sagt: alle følelser der opstår i os kalder på vores nærvær. De kalder på en tilladende holdning fra os selv og en accept af de hele og komplekse mennesker vi er.

Hvis du har brug for hjælp til bedre at kunne føle dine følelser, så kan du kontakte mig her.

Litteratur:

”The tao of fully feeling” af Pete Walker
Co-creating safety – healing the fragile patient” af Jon Frederickson, grundlægger af ISTDP instituttet i Californien

Hvis du ønsker mere vide om fænomenet splitting, så er der skrevet hele bøger dedikeret kun til det emne. Søg fx på litteratur af Johan Cullberg.