Kend dine rettigheder

Nogle gange har vi brug for at blive mindet om at vi har rettigheder. Jeg oplever ofte, at mennesker har fået en uheldig og smertelig overbevisning om, at de har færre rettigheder end andre, eller at de har mindre lov end andre til at gøre krav på deres fundamentale rettigheder som menneske. Nogle gange er det over for en partner at man mister orienteringen om sine rettigheder – andre gange er det fx over for statslige autoriteter og institutioner.

Min svigermor siger det så fint: ”Gør din pligt og kend din ret.” Hun er opvokset med det motto, som stammer fra arbejderbevægelsen og fagforeningerne. Det har hjulpet hende, og hun har værnet om sine rettigheder. Det beundrer jeg hende for. Så med dette blogindlæg ønsker jeg at give mine klienter og andre interesserede en påmindelse om, at de faktisk har rettigheder.

Den amerikanske psykoterapeut Pete Walker, som skriver så skønt i øjenhøjde med sine læsere og klienter, har udarbejdet denne liste over menneskelige rettigheder. Jeg synes den er vældig nyttig at have med sig, så jeg har med hans tilladelse oversat den til dansk. Den kommer her:

Hvad jeg har ret til at udtrykke

  1. Jeg har ret til at blive lyttet til med respekt.
  2. Jeg har ret til at sige nej, sætte grænser, og til at beslutte hvad jeg synes er i orden.
  3. Jeg har ret til at lave fejl.
  4. Jeg har ret til at have mine egne behov, følelser, meninger, overbevisninger, interesser og præferencer. Jeg her ret til at kunne lide det, som jeg kan lide, og ville det jeg vil.
  5. Jeg har ret til at ombestemme mig. Jeg har ret til at ændre kurs og tage ny beslutninger.
  6. Jeg har ret til at forhandle om en ændring.
  7. Jeg har ret til at bede om følelsesmæssig støtte eller hjælp, samtidig med at jeg accepterer, at der er grænser for hvor meget jeg kan forvente fra andre og mest af alt fra mig selv.
  8. Jeg har ret til at være vred og til at udtrykke min vrede på en ikke krænkende måde.
  9. Jeg har ret til at frasige mig og protestere over sarkasme, destruktiv kritik og urimelig behandling.
  10. Jeg har ret til at nægte at blive involveret i andres problemer.
  11. Jeg har ret til at være ambivalent og til nogle gange at tænke og handle på paradokse/modsigende måder.
  12. Jeg har ret til nogle gange at lave ingenting, spilde min tid, og nægte at være styret af et pres om hele tiden at skulle være produktiv.
  13. Jeg har ret til at være ulogisk på sikre måder.
  14. Jeg har ret til at lege og til at være barnlig og umoden ved bestemte lejligheder.
  15. Jeg har ret til at protestere – over mine egne problemer og over den eksistentielle uretfærdighed i livet.
  16. Jeg har ret til at træffe mine egne beslutninger og til at frasige mig andres meninger og råd, som jeg ikke har bedt om.
  17. Jeg har ret til at bevæge mig langsomt og være afslappet når som helst det er det bedste at gøre.
  18. Jeg har til at være succesfuld og være stolt af mine egne bedrifter og det jeg opnår.
  19. Jeg har ret til at kunne lide mig selv og til at føle mig værdifuld og til at se og anerkende min unikhed.
  20. Jeg har ret til at sige ”det ved jeg ikke”, ”det forstår jeg ikke” og ”det er jeg ligeglad med”.
  21. Jeg har ret til at definere mig selv og være uenig – også med udsagnene i dette blogindlæg.

FN’s erklærede menneskerettigheder

I forlængelse heraf så kan man jo skæve til FN’s erklæring om vores menneskerettigheder. Jeg har udvalgt nogle få ud af de i alt 30 formulerede artikler om vores rettigheder som verdensborgere.

Artikel 1. Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.
Artikel 3. Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.
Artikel 5. Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.
Artikel 6. Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som retssubjekt.
Artikel 19. Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.
Artikel 24. Enhver har ret til hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn.

Links og litteratur

“The tao of fully feeling” af Pete Walker samt https://www.pete-walker.com/humanBillofRights.htm
FN’s menneskerettigheder: https://menneskeret.dk/files/media/dokumenter/om_os/om_menneskerettigheder_diverse/fn_verdenserklaering_fil.pdf

Hvis du ønsker terapeutisk støtte til at holde fast i dine rettigheder, så kan du kontakte mig her.

Hvad har jeg ret til?